Vi havde lejet en hal på Sundholm, for at have plads til at arbejde på den utroligt komplicerede drejescene til forestillingen “ Den Grønne Pavillon”. Personligt lå jeg i ugevis under scenen, og monterede lyskæder, lavede snoretræk til “lemme” der skulle klapre…. forberedte 8mm filmloops der skulle projiceres på “auto-opblæst” hvid ballon der dukkede op fra scenens loft osv. Altsammen helt normalt i KDB regi.
Sundholm, er som bekendt ikke opholdssted for “guds bedste børn” og derfor skiftedes vi også til at have nattevagt i hallen – med et baseball bat og en telefon… Hahahaha jeg kastede alle 60 kilo ind i projektet ;o)
Peter Tinglev og jeg lå ofte i mange timer under scenegulvet og monterede, der var 62,5 centimeters højde at boltre os i – det er den slags arbejdsvilkår der faciliterer hurtige venskaber ;O)
På et tidspunkt kom Peter T. (ikke under scenegulvet, men i systuen) til at sy igennem sin fingernegl, og finger (med symaskine) han blev bleg som et lig i huden, men mente stadig han var i stand til at arbejde videre – vi havde jo en premiere vi skulle nå!
Jeg tror premieren var d. 21. maj 1993 – altså 3 dage efter det drama der udspillede sig på Nørrebrø 18. Maj. (vi sendte ham nu alligevel på skadestue) Undervejs i produktionen skulle jeg selv have fjernet noget ståltråd og et par søm jeg havde siddende i en albue der havde været smadret, jeg husker hvordan jeg sagde til Holmgård, at jeg lige ville cykle ud på Bispebjerg og få lortet fjernet, og være tilbage senere på dagen! Holmes mente jeg sku ta’ fri resten af dagen – og han fik ret – ku ikke bruge armen i en uge og var ved at besvime af smerter når jeg prøvede ;o) THE SHOW MUST GO ON
Den 18. maj – 3 dage før premieren, knoklede vi som altid op mod premiere ca. 18 timer i døgnet! Vi hørte Ice-T på Ghettoblasteren (det var Dan’s bånd) og puklede, uden at vide hvad der foregik udenfor. Da vi gav op af træthed omkring kl. 02 den nat – hoppede jeg på cyklen, og satte kurs hjemad, imod Sjællandsgadekvarteret på Nørrebro! Da jeg nåede til bagenden af Blågårdsgade, kunne jeg begynde at mærke tåregas, og panikstemning – anede ikke hvad der foregik, men blev genkendt af en løbende person i raid-hue som råbte til mig; Tomas de kommer nu – skynd dig en anden vej! jeg nåede faktisk hele vejen hjem – tåregassen lå tykt over Nørrebro – helt op til Sjællandsgade kunne den mærkes, men jeg klarede hjemturen uden yderligere problemer.
Et par dage efter havde vi premiere, på en af de mest (teknisk set) problematiske produktioner jeg nogensinde har været med på! Scenen som skulle dreje – samtidig med at den havde behov for strøm, blev drevet af slæbekul og platiner inde på CenterAksen, og hvis jeg husker korrekt – så endte det hele med at kun 1 af forestillingerne på Edison kørte perfekt og problemfrit ;o)
Munkvad leverede en imponerende indsats som eneste spiller, Jacob havde lavet fabelagtig musik og hele holdet havde ydet over evne og forventning ;O)
Tomas Karlsbjerg
KOM DE BAGFRA 